Banner. Alt kan ske når det er jul. en adventskalender i fire afsnit.

Flere bliver savnet

Lugten af sæbespåner fra det nyligt vaskede gulv, kæmpede bravt for at fortrænge hørmen af hengemte madpakker og sur mælk, som altid anedes i rummet. Luften var kølig og en dunken fra de arbejdende radiatorer hørtes under børnenes småsnakken. Lysstofrørende kastede et alt for skarpt lys over de gamle træborde. En lille miniature-by med nisser, forsøgte at sprede hygge.

Jack kneb øjnene sammen og lod sig dumpe ned på sin stol. Han var bare så træt.

Et opslag med en efterlysning efter katten Misty. Er der mon nisser på spil?

Det meste af natten var gået med spekulationer. Hvor kunne Misty være? Hvad var der med det juletræ, og hvorfor var nissen blevet mørkeblå? Det var også mystisk, at han havde fået stød. Og hvad var det, der havde kigget på ham nede fra haven?

Rullegardinet var blevet trukket ned i en vis fart, inden han skjulte sig under dynen med hørelsen spændt til det yderste, men der kom ingen lyde fra haven. Måske var de lysende øjne bare noget han havde forstillet sig?

Mor havde troet han sov, da hun kom for at kysse ham godnat. Han skulle jo ikke bekymre sig. Men det var svært bare at lade være. Da han endelig var faldet i søvn, havde han drømt om blå juletræer med sorte nissehuer og lange arme. De kom stolprende oppe fra torvet, mens de slikkede sig om munden med ildelugtende, slimede tunger.

Der lød et brag, da døren til klasselokalet blev slået op.

”Elvis er forsvundet i nat!” Anna kom trampende ind og smed sin skoletaske på bordet. ”Han var ikke i sit bur her til morgen.”

Alle børnene fulgte hende med øjnene, men ingen sagde noget.

Jack rettede sig op og skubbede brillerne på plads.

”Det er lidt …” Han nåede ikke at sige mere, for i det samme kom deres klasselærer, Tine, ind ad døren.

”Godmorgen,” sagde hun. ”Er I friske?” Hun gik op mod katederet og satte sig.

Et opslag med en efterlysning efter kaninen Elvis. Måske har Anna nisser på loftet.

”Hørte du ikke hvad jeg sagde?” Anna plantede hænderne i siden. Hun havde ikke til sinds at sætte sig. ”Min kanin er væk!”

”Jo, Anna, jeg hørte dig godt,” sagde Tine tålmodigt, ”men nu har vi time og så må vi snakke om din kanin senere.”

”Men så er det måske for sent!” Anna vendte håndfladerne frem og slog ud med armene.

”Anna!” Nu var Tines mund en tynd streg og hendes næsebor vibrerede en smule. ”Der er ikke tid til det nu. Vi har en masse ting vi skal nå inden jul. Sæt dig nu ned.”

Anna skulede til Tine et par sekunder, men trak så vejret dybt og satte sig med armene krydsede over brystet.

Timen sneglede sig af sted. Jack havde svært ved at fokusere. Endelig ringede det ud, og nitten sæt stoleben skrabede hen over gulvet, akkompagneret af højlydt snakken. Han blinkede og kiggede forvirret rundt.

”Husk huer og vanter,” råbte Tine. ”Det er hundekoldt i dag!”

En stor vandpyt var frosset til ude i skolegården. Børnene fra de mindre klasser gled rundt og legede skøjteløbere og hvinede højlydt. Luften var kold og frisk. Jack tog et dybt sug, som ville han smage på vinteren. Han fandt en ledig bænk, så langt fra de skrigende børn som muligt, men satte sig ikke. Frosten havde lagt et tæppe på sædet. Et koldt og vådt ét.

Anna kom hen mod ham med hurtige skridt. Armene var stadig krydset over brystet.

”Hvad var du ved at sige, inden Tine kom?”

”Jeg ville bare gerne høre hvordan Elvis forsvandt.”

Anna lod armene falde, hun lignede allermest en ballon, der havde tabt pusten.

”Han var bare væk i morges.” Hun så ned og skrabede i jorden med den ene støvle. ”Buret var lukket, selvom det var tomt.” Hun så op og rystede på hovedet. ”Så jeg ved ikke hvordan. Hvorfor spørger du om det?”

”Du ved, Misty forsvandt for et par dage siden.” Han trak på skuldrene. ”Så jeg tænkte bare …”

”Du forestiller dig vel ikke, at Misty skulle have sluppet Elvis ud?

”Nej, selvfølgelig ikke.” Jack rynkede panden. ”Men det kunne godt være den samme, der har taget dem.”

Anna spærrede øjnene op.

”Jeg har mistet min Gøje.” Victor var klassens højeste dreng, han havde lyse krøller og fregner på næsen. ”Han har været væk i flere dage nu.”

En plakat med en efterlysning efter papegøjen Gøje. Har nisserne været på spil?

”Hvad siger sin mor til det?” Jack så bekymret på Victor.

”Jeg har ikke sagt noget til hende.” Han borede hænderne i lommerne. ”Hun har travlt med én eller anden hun har mødt inde i storby…”

Nogen kidnapper kæledyr,” afbrød Anna. ”Det er jeg sikker på!” Hun skulede ud til siden.

”Måske stak din kanin bare af, fordi du ikke lukkede buret ordentligt?” Clara havde været på toilettet, men nu stødte hun til gruppen af børn, der samlede sig omkring Jack.

”Jeg lukkede og låste!” Anna knyttede hænderne. ”Han er blevet kidnappet, siger jeg jo!”

”Lad nu være med at skændes.” Jack kiggede bedende på sin kusine. Han vidste godt, at hun ikke kunne fordrage Anna, men han orkede ikke deres evige kampe. ”Du var selv med ude og lede efter Misty. Hun ville heller aldrig bare løbe væk.”

Clara tav og der opstod en lidt pinlig tavshed.

”Hvad er det du har der?” spurgte hun så Mads, der stod og fingererede ved et eller andet.

”Min mor købte denne her til mig, efter at min Olli var fløjet væk i onsdags.” Han fremviste en sørøverfigur med en krumsabel i den ene hånd og en hvid kakadue på skulderen.

”Hun synes, fuglen ligner Olli.” Hans sørgmodige øjne hvilede kort på figuren. Så snøftede han. ”Og det er der måske noget om.”

Sørøver-nisse med en krumsabel i den ene hånd og en hvid kakadue på skulderen. Ligner ikke normale nisser.

”Det er da lidt besynderligt.” Clara tog sørøveren og studerede den nøje. Den forestillede en kraftig mand med en rød sørøverhat, iført en rød, lidt smudsig skjorte med opsmøgede ærmer og en sort vest. Et par røde afrevne piratbukser og brune sko med et flot sølvspænde fuldendte billedet. Piratens hud var mørkeblå og øjnene drømmende, som ønskede han sig langt ud på de store verdenshave.

Jack rykkede tættere på og kiggede nysgerrigt på figuren.

”Jeg fik også sådan en figur med en hvid kat, efter at Misty var forsvundet i søndags.” Han kiggede rundt på de andre børn. ”Det er en nisse, men jeg vil ikke have den!”

”Er det den, der står i vindueskarmen i jeres stue?” Clara lagde hovedet på skrå. ”Ligner den denne her?” Hun rakte sørøveren frem.

Jack mærkede en knitren i luften og tumlede et skridt bagud.

”Tag den væk!” Sørøveren så syg ud med sin mørkeblå hud.

”Slap dog af, det er bare en figur!” Clara gav piraten tilbage til Mads.

”Jeg ved ikke hvad det er.” Jack lod skuldrene synke. ”Men der er ved at ske ét eller andet underligt i byen.”

Med ét begyndte alle at snakke i munden på hinanden.

”Min mor har købt to grimme nisser til vores have,” sagde én.

”Vi har også fået nogle,” sagde en anden.

”De ligner almindelige nisser, men de er mørke i huden, ikke helt sorte – nærmere blå. Jeg synes, de ser uhyggelige ud!”

”Mine forældre har slet ikke tid til julehygge i år. Det er møgkedeligt.”

”Ja, og vi får hele tiden så mange lektier for!”

”Jeg laver dem foran julekalenderen, ellers kan jeg ikke nå det.”

Jack blev helt forvirret. Ingen fra klassen kunne lide de blå nisser, men alle forældrene havde åbenbart købt nogle og var begejstrede. Han vidste ikke hvad han skulle gøre ved det, og hvorfor var det egentlig ham, der skulle gøre noget? Hvorfor var det ikke de voksne, men de var jo alle så vilde med nisserne. Og så havde de også fået så travlt, at der slet ikke var tid til julehygge. Han ville bare ønske, at alting var som i gamle dage.

Clara gik med Jack hjem efter skole. Duften af et kommende snefald hang i den kolde luft og vækkede et håb om hvid jul i deres hjerter. De kom forbi mange smukt udsmykkede haver. Alle steder var der lys i træerne. Og nisser.

”Har du lagt mærke til, at de blå nisser er alle vegne?” Jack trak sin cykel, for Claras mor havde ikke haft tid til at tage Claras med, da hun kørte hende i skole om morgenen. ”Synes du ikke, der er lidt skummelt?”

”Næh, de kan jo købes hos ham der sælger juletræer.” Clara trak på skuldrene. ”Det er vel ikke så mærkeligt, at alle køber nogle. Men jeg synes også de ser lidt uhyggelige ud.”

”Hvad nu hvis de i virkeligheden ikke er nisser?” sagde Jack og kiggede frem for sig.

”Hvad skulle de ellers være?” grinede Clara.

”Monstre!” Jacks øjne var spilet helt op.

”Jackie, du har så meget fantasi.”

”Lad være med at lyde som min mor!” Han stoppede op og skød underlæben frem. ”Jeg mener det faktisk. Jeg så noget ude i haven i går. Noget på størrelse med en havenisse og det havde lysende øjne!”

”Okay.”

”Og jeg får altså stød af de dér figurer, jeg tror de er lavet af noget andet end træ!”

Clara så bare på ham.

”Hvis bare mine forældre ikke havde haft så travlt.” Han sukkede dybt og de gik videre.

Risengrød med smørklat. En ske og rød saftevand i et glas. Elsket mest af nisser.

Jack og Clara lavede risengrød, som mor havde sat over om morgenen. Nu sad hele familien bænket omkring bordet.

”Uhm, det smager lækkert!” smaskede far med munden fuld. ”Rigtig nissemad.”

”Det er dejligt at du er sådan en stor dreng, Jack.” Mor tog en tår saftevand og blinkede til sin søn.

Thea skulede og pøsede kanel på sin grød.

”Og hyggeligt at du ville spise med, Clara,” smilede mor.

Clara smilede tilbage og bøjede sig over sin skål.

”Kommer mormor og morfar til adventshygge i næste weekend?” spurgte Jack.

”Nej, ikke i år,” svarede mor. ”De er jo i Afrika hele december.”

”Men så ser de mig slet ikke gå Santa Lucia?” Jack kiggede ulykkeligt rundt. ”Du må love mig at filme det, far.”

”Næh du, jeg bliver desværre nødt til at tage til Bruxelles.” Far bed munden undskyldende sammen.

Jack kiggede ned i bordet. Han var pludselig ikke så sulten.

”Det er en rigtig god idé at filme det, så har vi det også til en anden gang.” Mor lagde sin hånd på Jacks skulder. ”Op med humøret, Thea og jeg ser det jo.”

Jack sendte hende et blegt smil.

Thea fnøs, men sagde ikke noget.

”Har I lagt mærke til hvor mange af de nye nisser, der er kommet rundt omkring i haverne?” Clara forsøgte at løfte stemningen ved at skifte emne.

”Ja, det er dejligt med lidt fornyelse ind i mellem, synes I ikke?” Mor hældte saftevand op.

”Jeg synes de er uhyggelige!”

”Hvad mener du dog, Jackie?” Mor spilede øjnene op og holdt saftevandskanden ind til brystet.

”Der er noget ubehageligt ved dem,” sagde han. ”Ligesom jeg fik stød af dén, jeg havde med hjem i sidste uge. De er bare … forkerte.”

”Jeg har ellers købt en sød lille nissemor,” udbrød far og pegede over i vindueskarmen. ”Nisser skal ikke være alene.”

Ved siden af Jacks nisse stod nu en nissepige med lange fletninger, rødstribet forklæde og en kagerulle i den ene hånd. Selvom hun smilede og havde venlige øjne, var der noget ondt over den mørkeblå hud. Jack gøs.

”Skal vi slet ikke pynte op i år?” spurgte han og kiggede rundt på de tomme hylder, hvor kravlenisserne plejede at hænge. ”Der er kun to uger til juleaften.”

”Åh, det har vi ikke haft tid til endnu.” Mor placerede sirligt en smørklat i midten af sin grød.

”Du må skrue ned for forventningerne i år,” sagde far. ”Både din mor og jeg har nogle vigtige sager på arbejdet, som vi ikke kan sætte på pause.”

”Det er slet ikke hyggeligt!” Jack slog skeen i bordet.

”Det er absolut ikke hyggeligt, at du opfører dig som et pattebarn!” Far skruede bissen på.

Jack rejste sig så hurtigt, at stolen væltede bag ham. Han lagde skeen på bordet, sendte far et par lynende øjne og trak vejret dybt ind.

”I hører aldrig hvad jeg siger, kun hvordan!” hvæsede han. ”Tak for mad. Kom Clara, vi går!”

Clara rejste sig og kiggede undskyldende på sin onkel og tante, inden hun hastede efter Jack.

“Hvorfor lytter de ikke til mig?” Jack sad med hængende skuldre på sengen. “Deres forpulede arbejde er meget mere vigtigt end mig!”

“Ej Jack,” protesterede Clara, “dét passer altså ikke!”

“Hvorfor skal de så hele tiden på arbejde?” Han så på kusinen med tårer i øjnene.

“Sådan er det vel at være voksen.” Clara dumpede ned ved siden af ham og sukkede.

“Det bliver nok ikke jul i år.” Jack lod sig falde bagover og stirrede op i loftet. Fulgte en sprække med øjnene, den gik fra hjørnet og ind mod midten af rummet. Så trykkede han sig på overlæben med pegefingeren, og snart var han i gang med at ælte læberne sammen med begge hænder.

“Det er nissernes skyld!” Han satte sig beslutsomt op.

“Hvordan dét?” spurgte Clara og så på ham med hovedet på skrå.

“Nisserne gør et eller andet.” Han sprang op og slog ud med hænderne. “Jeg ved ikke hvad det er, men jeg fik altså stød, da jeg rørte ved den.”

Clara bed sig i pegefingeren.

“Måske prøver de at fortælle mig noget, men – jeg vil ikke have noget med dem at gøre!” Han gik med lange skridt mod døren. “Kom, vi afleverer dem tilbage.”

“Men nissepigen er jo din fars, han bliver sikkert sur!”

“Jeg er ligeglad! Jeg kan ikke lide dem!”

”Har du bare tænkt dig at gå hen og give dem til Dasan?” spurgte Clara. Hun bar posen med de to små figurer. Den svingede frem og tilbage i takt med hendes skridt.

”Måske bliver han ked af det,” mumlede Jack og bed sig i læben. ”Tror du, han ved noget om nisserne?”

”Han ved nok, hvor de kommer fra. Han sælger dem jo.”

Oppe på torvet var der ligesom meget koldere. Springvandet var slukket, men endnu ikke tømt for vand. Det store juletræ lyste bassinet op med en koldt, blåt lys. Som et kæmpe øje fangede det Jacks blik og han fik gåsehud. Der var noget nede i vandet. Et ansigt måske? Uden at blinke gik han langsomt nærmere. Store, brune øjne smilede til ham. Al lyd forstummedes pludselig, og han hørte nogen kalde hans navn ligesom langvejs fra. Han tog fat i kanten af springvandet og svang det ene ben op.

”Hvad laver du?” Clara tog fat i hans skulder og rykkede i ham.

Jack tumlede bagover og glippede med øjnene. Det summede i hans fødder og øjnene sved.

”Det … det ved jeg ikke,” stammede han. ”Nogen kaldte på mig … nede fra vandet.” Han rejste sig og kiggede på vandspejlet. Det var rigtig nok blåt, men der var ingen brune øjne. Et vindstød skabte små krusninger i vandet og førte et par visne blade over kanten. De vuggede roligt på overfladen.

”Skal vi se at komme af med de nisser?” Clara trak ham i armen.

Bag lyskæderne på det store juletræ havde mørket fortættet sig. De gik en stor bue udenom. Lyset i skurvognen var slukket, måske sov Dasan allerede.

”Stil posen ved døren, så ser han den nok, når han står op.” Jack bed sig i læben.

Clara så ham bekymret i øjnene et øjeblik. Så bukkede hun sig ned – og stivnede.

”Der er nogen ovre i skoven,” hviskede hun og pegede ind mellem træerne på den anden side af gaden.

Der er nogle ovre i skoven. Mon det er skov-nisser?

”Ohm Kreem Kalikayai Namaha,” messede en dæmpet – men klangfuld stemme inde fra træerne.

Jack og Clara stirrede ind i hinandens opspilede øjne.

”Ohm Kreem Kalikayai Namaha,” gentog stemmen messende.

Jack famlede efter Claras hånd og de klamrede sig til hinanden.

”Hvad er det?” hviskede Clara. ”Er det nogen vi kender?”

”Det er ikke en stemme jeg har hørt før,” hviskede Jack og rystede på hovedet.

Lyden steg en halv oktav.

”Ohm Sri Maha Kalikayai Namaha.” Stemmen gentog igen og igen som et mantra.

”Det lyder som en ceremoni.” Claras stemme var næsten ikke til at høre.

Nysgerrighed blandet med rædsel fik børnene til at krydse vejen.

Et rødt lysskær tændtes i næste nu og fik skyggerne til at danse flakkede inde mellem træerne. Samtidig istemte en masse nye stemmer sig sangen, og de sære lyde steg og steg i takt med at de blev gentaget. Noget højt og mørkeblåt stod med en kniv i den ene hånd og en kanin i den anden.

Jacks øjne gled langsomt i hver sin retning og han åbnede munden, som ville han deltage i messen. Hans arme faldt slapt ned og benene skulle til at bære ham ind til bålet. Clara klaskede begge hænder hårdt for hans ører, mens hun stirrede på ham med et vildt udtryk i ansigtet. Han glippede med øjnene. Spærrede dem op. Og så løb de.

Fortsættes …

Fik du ikke læst første afsnit, kan det læses her

Alt kan ske når det er jul * 2
error

Følg mig på Facebook og Instagram