Alt kan ske når det er Jul. Banner.

Historien begynder

Jack begravede hænderne i lommerne. En dyb rynke skar sig ned mellem øjnene. Blikket var fæstnet på grantræet. Skuldrene trukket op om ørerne. Den sære fornemmelse, der havde trukket ham op til torvet, var der endnu. Han var vågnet med den følelse, og først troede han det var en drøm, men den var der stadig, da han sad ved morgenbordet.

”Far tager med mig ind på laboratoriet i dag,” kvidrede mor og purrede op i hans hår. ”Du klarer dig selv så fint, min store dreng.” Hun kyssede ham på kinden og så var hun væk.

jack
Jack

Jack lignede enhver dreng på 9 år. Lyst hår, blå øjne og så brugte han briller. Men han var ikke som de fleste. Han kunne nogle gange mærke, hvis noget slemt var ved at ske. Der var selvfølgelig ikke nogle der troede på ham, når han udbrød ”Jeg vidste det!” Men lige nu var han alene og fornemmelsen var stærk.

Han klemte tommel- og pegefinger sammen om underlæben og lod blikket løbe op langs grantræets stamme. Den var enorm, og så mørk at den næsten så blå ud i det dunkle middagslys. Duften af harpiks hang i luften og gav ham tårer i øjnene. Lange snoede ledninger med julelys tegnede streger helt ned til jorden. De skulle tændes senere på dagen. Næsten helt øverst anede han noget rødt. Han fugtede læberne og stirrede intenst på det, indtil øjnene næsten trillede ud af øjenhulerne.

I et kort øjeblik lignede stammen en meget høj og meget tynd dame med en krumkniv i den ene hånd. Hendes store, mørke øjne kiggede lige ind i hans – og blinkede. Det røde deroppe bevægede sig, som en tunge der slikker sig ganske langsomt om munden. Et koldt vindpust sneg sig ned ad hans nakke og han trak kraven sammen om sig, tog sine vanter på og trykkede huen godt ned over ørerne.

Hvad er det der hænger rundt omkring? Det ligner afhuggede hoveder! Jack glemte helt at trække vejret. Hans briller duggede, og han førte dem langsomt ned ad næseryggen med den ene hånd, mens blikket stadig var fæstnet på damen.

byens store juletræ

”Det er et hojd’ juletra’, va’?” sagde en munter stemme med en løjerlig accent.

Jack fór sammen og tabte brillerne. Han så forskrækket ind i et par smilende mørke øjne. Manden samlede hans briller op og tørrede dem af i sit halstørklæde.

”Det var igge min mening at forskra’ke dig.” sagde manden hurtigt. Han rakte brillerne frem. ”Jeg hedder Dasan. Jeg sa’lge juletra’ her på torvet.” Hans hud var en flot brun nuance som mat kobber. Næsen lidt stor og kroget med et bump øverst på næseryggen. Øjnene, der var omkranset af firkantede briller, funklede som glødende kul. Han så rar ud.

”Tak,” hviskede Jack og tog brillerne. Han rømmede sig. ”Har du set min kat? Den er hvid og busket?”

”Nej, jeg er nasten lige kommet,” svarede Dasan og slog kuskeslag. ”Det er kold idaa’, va’?”

”Mm.” Jack vidste ikke lige hvad han skulle sige, og han skævede ud til siden. Et glimt fangede hans blik og han vendte hovedet med et ryk.

Et stykke inde under juletræet lå et lille rødt halsbånd. Det var flænset i stykker og afrevne tråde stak ud alle steder fra. Den lille klokke var helt mast.

”Åh nej!” Han dumpede ned på knæ, og med rynker i panden stirrede han på det lille læderstykke. ”Det er Mistys halsbånd!”

Dasan satte sig på hug. ”Det ser ikke god’ ud.” Han lagde sin hånd på Jacks skulder. ”Det er moske en anden kats halsba’nd.”

Jack stirrede forstenet på halsbåndet. Han havde lyst til at kravle ind og hente det, men der var noget uhyggeligt ved det træ. Han lagde hovedet bagover og stirrede op i toppen. Det var et gigantisk træ, men uden tvivl bare et almindeligt grantræ. De røde glimt han havde set, var ganske almindelige julekugler. Store og mørkerøde. De samme, der havde hængt på juletræet hvert eneste år.

”Kom med over til min vogn, jeg tro’ jeg har noget der kan tro’ste dig.” Dasan havde rejst sig.

Jack kom langsomt på benene og fulgte med. Han kunne næsten ikke få vejret.

”Men jeg skal ikke trøstes, jeg skal bare finde min kat.”

Nissefiguren med en hvid, busket kat, som Jack får af Dasan
Nissefiguren

”Se her.” Dasan fandt en figur frem. En siddende nisse med langt skæg, røde vanter og træsko – og en hvid, busket kat i skødet. ”Den må du få af mig. Er den ikke so’d?”

Jack kunne bare nikke. Den var faktisk ret sød, som den sad med benene frem for sig, et drømmende udtryk i ansigtet og et lille smil om munden. Katten så også fredfyldt ud, man kunne næsten høre den spinde.

”Stil du den på dit va’relse, så kommer din kat sikkert hjem.” Manden nikkede med blussede kinder.

”Tak, hr.” Jack tog høfligt imod nissen.

”Dasan, bare kald mig Dasan.”

”Okay.” Han følte pludselig, at han ikke burde fortælle sit navn.

”Kom og forta’l mig, når du har fundet din kat.” Dasan blinkede.

”Måske ligger hun på sin yndlingsplads i lænestolen derhjemme.” Jack puttede nissefiguren i lommen og cyklede hjem.

Han boede et godt stykke fra torvet i et hus i udkanten af byen sammen med sine forældre og sin tre-år ældre søster, Thea. Hans far arbejde meget og var tit på forretningsrejse. Hans mor var forsker på et laboratorium inde i storbyen. Derfor var det rart at have Misty. Men nu var hun væk.

Jacks storesøster Thea
Thea

Jack gik med tunge skridt op ad den stejle trappe til anden sal.

Hvor kan hun være? tænkte han. Hun havde selvfølgelig ikke været i stuen eller på hans værelse.

En høj knirken fra næstsidste trin flåede ham ud af tankerne, og han hævede blikket op mod storesøsterens dør. En tung bas buldrede ud gennem det tynde træ.

Han stod et sekund med hamrende hjerte, så bankede han tre gange, inden han tog fat i dørhåndtaget. Musikken blev skruet ned og døren svingede op med en højlydt knirken.

”Hvad vil du?” Thea sad med hænderne på tastaturet og blikket fæstnet på skærmen foran sig.

”Det er bare fordi …” En klump fyldte Jacks bryst og pressede sig op gennem halsen.

”Hvad?!” Thea vendte hovedet med et ryk, så hendes lange blonde hår svirpede mod stoleryggen.

”Jeg …” Jack så ned. Kunne ikke møde søsterens hårde blå øjne. ”Jeg kan ikke finde Misty.”

”Pff!” Thea himlede med øjnene. ”Hun er nok bare ude og løbe.”

”Vil du ikke nok hjælpe mig med at lede efter hende?” Jack så op.

”Nej!” Thea vendte igen opmærksomheden mod computeren. ”Det har jeg altså ikke tid til.”

”Men jeg kan mærke at der er noget galt. Jeg tror hun er fanget ét eller andet sted.”

”Ja, i din fantasi.” Thea lukkede øjnene og trak vejret dybt. ”Du kan ikke mærke en skid. Det er noget du forestiller dig. Skrid nu!” Hun gav sig igen til at taste.

Jacks øjne svømmede over.

”Du kan godt droppe det der føle-pis.” Thea vristede blikket fra skærmen. ”Det er kun mor og far der falder for det, og de er inde på mors arbejde. Find nogle andre at irritere.” Hun vendte sig igen mod computeren og skruede op for højttaleren.

Jack gik slukøret ud. Han havde ledt i hele byen. Kaldt på Misty. Åbnet døre til haveskure og spurgt de folk han havde mødt. Ingen havde set hende.

Det eneste sted han ikke havde ledt, var hos faster Rikke og onkel Michael, for de var ikke hjemme.

Jeg går der over og ser om de er kommet hjem.

Jacks kusine Clara og fætter Carl
Clara og Carl

Michael var ved at tage nogle kasser ud af en varevogn sammen med sine to børn, Carl og Clara, da Jack kom hen til dem.

”Hej fætter,” sagde Clara. Hun var lige fyldt ti år og lidt højere end Jack. Hun havde brune øjne og glat brunt hår. ”Kommer du for at hjælpe med at lave nisseby?”

”Det tror jeg ikke, jeg er særlig god til.” svarede Jack og knugede cykelstyret.

”Hey, du ser ikke helt tilfreds ud.” Carl, der var 12 år og lignede sin søster en hel del, lagde en hånd på hans skulder. ”Hvad er der galt?”

”Ikke noget særligt,” sagde Jack hurtigt, han ville ikke forstyrre.

”Ud med sproget!” Clara stillede sig med spredte ben og hænderne i siden. ”Er du alene hjemme igen?”

”Det er bare Misty. Jeg kan ikke finde hende.” Jack pillede ved ringeklokken. ”Jeg har ledt alle steder og … jeg ved godt det lyder skørt, men jeg kan mærke at der er noget galt. Som om der er … sket hende noget.”

”Hold da op, hvor kan han tale!” Michael stak en kasse til Clara. ”Stil lige denne her over til de andre.”

”Far, hvor er du altså streng!” Clara krydsede armene foran brystet. ”Jeg går med Jack ud og finder Misty, Carl hjælper jo dig!”

Michael sænkede kassen og så hovedrystende efter sin datter, da hun styrede over mod cykelskuret.

”Det er okay, far.” Carl tog kassen, stillede den over ved de andre og åbnede den. ”Vi to klarer hurtigt den nisseby.”

De ledte byen rundt en gang til.

”Har du set det store juletræ oppe på torvet?” spurgte Jack. De havde været henne ved søen, og var lige kommet tilbage til cyklerne.

”Ja, vi skal op og se det blive tændt. Skal I ikke det?”

”Jo. Mor og far kommer der op, når de har været inde og tjekke mors forsøg.”

”Men tror du at Misty går så langt væk?”

”Måske …” Jack stoppede op. ”Jeg så i hvert fald et halsbånd under juletræet. Mage til Mistys.”

”Har hun taget det af?”

”Det var helt … flænset i stykker.” Jack så væk, han havde svært ved at holde tårerne tilbage.

”Er du sikker på, det var hendes?” Clara kom hen og lagde armen om ham.

”Nej, for jeg turde ikke kravle ind under træet.” Jack gjorde sig fri og gik et skridt baglæns. ”Hey, lad lige være med det, jeg klarer mig, okay.”

”Okay, rolig nu.” Clara rakte begge hænder i vejret. ”Lad os nu bare se efter om det stadig er der.” Hun svang sig op på cyklen.

Torvet i Jacks by

Oppe på torvet var der helt stille. Købmanden havde sat en bod op, hvorfra der nok ville blive solgt gløgg og æbleskiver senere. Men lige nu var der ikke et øje. Alle bænkene rundt omkring på pladsen var tomme, ingen sad og kiggede ind i springvandet, selv duerne, der plejede at spise de sorte bær i buskene, var forsvundet. Juletræssælgeren var inde i sin vogn og havde lukket døren.

Det store juletræ tronede på midten af pladsen – stor, mægtig og mørk som natten.

Jack rettede på halstørklædet og strammede knuden, men det kunne ikke forhindre kuldegysningerne i at danse linedans ned ad rygsøjlen. Han sank en klump.

”Var det under det stor juletræ?” spurgte Clara, da de havde stillet cyklerne.

Jack kunne bare nikke.

Clara fandt sin mobil frem og lyste ind under træet. Hun gik hele vejen rundt, satte sig på knæ og kravlede ind under. Men halsbåndet var væk.

”Nogen må have flyttet det,” sagde hun, da hun var tilbage ved Jacks side.

”Eller spist det,” hviskede Jack med kuglerunde øjne. ”Jeg mener …” Han rømmede sig to gange.

”Ej, Jack,” Clara fnisede. ”Nu må du ikke lade din fantasi løbe af med dig.”

”Men det var her altså!” Jack knyttede hænderne. ”Og der er noget mærkeligt ved det træ.”

”Okay. Men halsbåndet er der altså ikke nu.” Clara trak Jack med tilbage til cyklerne. ”Kom, lad os køre hjem.”

Michael stod og kiggede efter dem ude ved havelågen.

”Der er I, lige i tide til at se nissebyen blive tændt.” Han forsvandt ind i garagen, og i næste nu kastede tusindvis af små elpærer lys over et smukt snedækket landskab.

Nissebyen var noget for sig selv.

Kunstig sne lyste hvidt over det hele. Langs havegangen stod en masse nisser, af samme størrelse som et toårs barn, med små lamper i hænderne. Kompostbunken var lavet om til en skibakke, hvor flere nisser kælkede og stod på ski med deres røde strikhalstørklæder strittende bagud, som havde de susende fart på. To nissepiger, med tætsiddende røde lårkort kjoler og højhælede træsko, stod foran en julerose. Den ene havde en mobil i hånden, som de begge stirrede ufravendt på, mens de lavede trutmund.

”Husker du selfie-nisserne, som far købte sidste år?” lo Carl. ”De er sjove, ikk’?”

Jack smilede og nikkede.

Jacks onkels nye havenisser
Havenisser

”I år har han købt disse her.” Han pegede på to nisser på trappen op til huset. Den ene havde en økse over skulderen og den anden skubbede en trillebør. Begge havde de et drømmende udtryk i ansigtet og et lille smil om munden.

”Var I med ude og købe dem?” Jack syntes, han havde set dem før.

”Ja, vi fandt dem hos ham gutten, der sælger juletræer på torvet. Han er fra Indien og vildt flink. Og billig. Far gav under det halve af, hvad den slags havenisser plejer at koste.”

”Okay.” Jack stirrede på de to nye nisser. Selvom de lignede nogle af de andre nisser i stilen, var der ét eller andet helt anderledes ved dem.

”Nå, hvad siger du så?” Michael var kommet tilbage. ”Kan du lide dem?”

”Ja. Men …” Netop som han svarede bekræftende, indså han hvad forskellen var. ”Er de ikke … blå i huden?”

”Jo!” udbrød Carl og gik helt tæt på. ”Det er de da også. Meget mørkeblå.”

”Sært at jeg ikke selv lagde mærke til det,” mumlede Michael.

”Men de er da meget pæne.” Jack trak på skuldrene.

”Tja, jo.” Michael sukkede dybt. ”Du kører vel med til juletræstændingen, ikk’?”

”Jo tak. Jeg skal møde mine forældre der oppe.”

Aldrig havde torvet haft et smukkere juletræ. En let frost fik grannålene til at glimte som sølv og gjorde folks næser røde. Stemmerne blev blødgjort af den krydrede gløgg, og de sprøde toner steg op mod stjernerne, da byens folk sang julen ind. Jack holdt sin mor i den ene hånd og sin far i den anden. Han var lykkelig.

Nu var de hjemme og sad rundt om bordet i det lune køkken. Jack og Thea, mor og far. De havde købt kylling og pomfritter med hjem fra grillen.

”Nå, hvordan har jeres dag så været?” spurgte far og dyppede en pomfrit i remoulade.

”Fin nok.” svarede Thea.

”Jeg har været ude og lede efter Misty.” Jack forsøgte at lyde henkastet. ”Hun er pist væk og jeg tror hun er i fare.” Et lille hulk undslap ham.

”Årh, tag en tudekiks!” Thea rejste sig larmende og bar sin tallerken hen i vasken.

”Hun er sikkert bare ude og lege med de andre katte i byen.” Far puttede pomfritten i munden. Remouladen sad som en snegl i hans ene mundvig. ”Hun er nok tilbage i nat, skal du se.”

”Jeg kalder lige på hende, så kommer hun sikkert.” Mor rejste sig og forsvandt ud i gangen. De hørte hendes stemme kaste ekko i den frostklare nat. En kold vind slap ind i køkkenet og fik de fine hår på Jacks ben til at stritte.

”Du skal ikke bekymre dig om Misty, Jackie. Hun klarer sig.” Mor smilede da hun kom tilbage. ”Se hvad der lå på gulvet ude i gangen.” Hun satte nissefiguren på bordet. ”Er det din?”

”Åh, den havde jeg helt glemt. Den må være faldet ud af min lomme, da jeg tog jakken af.” Jack rynkede brynene og stirrede på den lille skikkelse. Var det den nisse han havde fået af Dasan? Den havde stadig den hvide kat i skødet og det drømmende udtryk i ansigtet. Men huden var mørkeblå.

”Den er sød. Hvor har du den fra?” Mor lagde hovedet på skrå.

Jack rakte ud efter nissen.

”AV!” udbrød han og tabte figuren, der trillede over bordet. ”Den gav mig stød!”

”Ej, hvorfor skulle den dog dét.” Mor lo og tog nissen. ”Den er jo lavet af træ. Den kan overhovedet ikke give stød.” Hun vendte den på hovedet og studsede. ”Kalidasa,” læste hun langsomt. ”Gad vide hvad det betyder?”

”Jeg vil i hvert fald ikke have den!” Jack rejste sig og gik et skridt væk fra bordet.

”Fint nok.” Mor satte nissefiguren i vindueskarmen. ”Så tager jeg den.”

Jack havde taget pyjamas på og børstet tænder. Nu stod han og kiggede ud ad vinduet i sit værelse på første sal. Kiggede ud i mørket. Et mørke så dybt som et endeløst hul. Samme slags mørke som under det store juletræ.

Der er noget mærkeligt med dét træ? Han gøs og rettede blikket i retningen af torvet. Herfra kunne han selvfølgelig ikke se træet, og han lod blikket søge ned i haven. Måske kunne han få øje på Misty. Der var rigtig nok noget, der bevægede sig nede i haven. Han sætte næsen mod ruden og anstrengte øjnene. Det var ikke Misty.

Mørkt fyrretræ

Den havde to ben og var omtrent lige så stor som et toårs barn. Den stoppede op og vendte hovedet mod ham. Jack ville sværge på at den havde lysende øjne.

Fortsættes …

Alt kan ske når det er jul * 1
error

Følg mig på Facebook og Instagram