Banner. Alt kan ske når det er jul. en adventskalender i fire afsnit.

Lucia dag

Jack åbnede øjnene og så på sprækken i loftet over sengen. Han var hjemme. Men hvordan? Han og Clara havde da afleveret nisserne oppe på torvet. Og der var foregået noget mærkeligt ovre i skoven. Noget med ild og mærkelige stemmer, der havde bragt ham i trance. Han gøs. Godt at Clara havde holdt ham for ørerne. Eller … havde det bare været en drøm?

Forsigtigt mærkede han på hver side af hovedet. Ørerne føltes godt nok varme og ophovnede, men kroppen kunne godt fremkalde den slags reaktioner fra en drøm, det vidste han af erfaring. Han knep øjnene i. Nu blev kinderne også varme.

Hurtigt slog han dynen til side, tog tøj på og løb ned ad trappen.

De to blå nisser stod ikke i vindueskarmen. Han lod øjnene søge langsomt rundt i stuen. Scannede hver en krog med blikket. En kold fornemmelse bredte sig i kroppen. De var der ikke. Nakkehårende rejste sig et for et. Køkkenet var også tomt. Noget på bordet fangede hans blik. Han greb det med skælvende fingre.

”Hvor er mor?” Thea stod i døren iført en sort T-shirt med et dødningehoved på brystet.

Jack skreg. Han tabte sedlen, og bankede panden ned i bordkanten, da han ville samle papirlappen op. Fortumlet satte han sig på enden.

”Hvad sker der for dig?” Thea satte sig på hug ved siden af ham og tog sedlen.

Jack rystede på hovedet og tog en dyb indånding.

”Jeg afleverede nisserne tilbage i går. Og så skete der noget mærkeligt oppe i skoven.”

”Hvad snakker du om? Du blev pisse sur og gik i seng.” Hun rejste sig og fortrak ansigtet. ”Mor kørte Clara hjem.” Hun slog ud med hænderne.

”Det passer ikke!” Jack rejste sig og pegede hen mod vindueskarmen. ”Hvor er nisserne så, om jeg må spørge?”

”Hvor skulle jeg vide det fra?”

”Clara og jeg gik op til torvet med dem, har jeg jo sagt.”

Thea himlede med øjnene. ”Ja, ja, så siger vi det.”

”Og ovre i skoven var der ild og nogle der messede på et eller andet mærkeligt sprog.”

”Mm, klart!” Søsteren nikkede med brynene oppe i panden.

”Det er rigtigt!!”

Thea ignorerede ham og kiggede på sedlen. ”På laboratoriet som sædvanligt,” sagde hun og sank ned på en barstol foran køkkenbordet. Så spærrede hun øjnene op. ”Ej mand, det gider jeg ikke!” Hun smed sedlen på bordet og trampede hen og åbnede køleskabet.

Jack bøjede sig over papirlappen og læste mors sirlige skrift:

Kære Thea og Jack. jeg er på laboratoriet. jeg håber, jeg når at komme til Lucia-optoget idag. Thea du må sørge for at filme. Kh Mor

Stilheden rungede i hele underetagen et minuts tid. Så lød der et ordentligt brag, idet Thea hamrede køleskabet i.

”Okay, jeg skal nok gå med til Lucia.” Hun havde en bakke æg i den ene hånd og en liter mælk i den anden. ”Men jeg gider ikke høre ét ord mere om dine fantasier!”

Kirken lyste hvidt på Lucia dag

Kirken lyste hvidt mod de omkringliggende gravpladser. De stedsegrønne enebærbuske, der flankerede den ovale plads foran indgangen, fyldte luften med en krydret duft. En kold vind hvislede i de frostne rosenstængler og kildede Jack og Thea i øregangene. Gruset knasede under deres fødder, da de gik op ad stien. Jack stoppede.

”Se lige de figurer.”

Thea kiggede op fra sin mobil, som hun havde været optaget af på hele turen, og skubbede brillerne på plads.

”Ja, de er nye, og hvad så?” Hun trak på skuldrene.

Jomfru Maria sad med Jesusbarnet og Josef i en lille stald omgivet af en hyrde, et æsel og adskillelige får. De tre vise mænd kom ridende på kameler lidt på afstand, som var de på vej derhen. Det så meget livagtigt ud. Bortset fra …

”Deres hud er blå.” Jack tog sig til hovedet. ”Det kan da ikke være et sammentræf.”

”De er godt nok grimme.” Thea puttede mobilen i tasken og så fra Jesusbarnet til Maria og Josef. ”Han har altså en mærkelig smag, ham præsten.” Hun rystede langsomt på hovedet.

Julekrybbe med blå figurer på Lucia dag

”Men kan du ikke se, de har samme farve som nisserne?” Jack slog ud med den ene arm.

Thea så på sin bror med hovedet på skrå. ”Og hvis de har, hvad så?”

”Alle i byen har snart de der nisser stående i haverne eller i deres vinduer.” Jack gik frustreret frem og tilbage. ”Og nu har præsten også fået dem her.” Han pegede på figurerne.

”Det er ligesom snart jul og alle folk har julepynt.” Thea lagde armene over kors.” Altså bortset fra os selvfølgelig.”

Jack stoppede op, tog fat i sin underlæbe og stirrede indædt på julekrybben.

”Gider du godt lade være med at spekulere på det nu.” Thea skubbede ham hen mod indgangen. ”Vi er allerede forsinket!”

Megen larm og snakken kom fra det kølige kirkerum, hvor alle byens børn var samlet. Der lugtede af gran og smeltet stearin fra de mange stager der var gjort klar til optoget. Thea gled ind på bageste stolerække, mens Jack sluttede sig til børnegruppen.

Døren til sakristiet gik op og præsten kom ud, slæbende på en stor papkasse.

”Vi har fået nye Lucia-dragter.” Han lyste af begejstring. ”Foræret til kirken af en gådefuld velynder.” Han stillede kassen på gulvet, trak en Lucia-kjole op og studerede den, som var den et maleri. ”Den blå farve er meget moderne, hva’.” Han blinkede og fnisede. Bar så kassen rundt, og rakte dem én hver. ”Er det ikke noget skønt stof?”

”Så blødt som silke,” sagde én og holdt den lyseblå kjole op til kinden.

”Eller som Elvis.” Anna begravede ansigtet i kjolen.

Jack tog imod dragten, som præsten rakte ham, og sank. Han kunne ikke forhindre det ene øje i at trække sig sammen i et ryk.

”Hvor er de gamle Lucia-dragter?” spurgte han. Han vidste at hans mor havde brugt timer på at sy, da Thea var Luciabrud et par år tidligere, de kunne ikke være slidt op allerede.

”Det skal du ikke spekulere på.” Præsten slog ud med den ene hånd, som viftede han en ubehagelig spyflue væk. ”De ligger så fint ude i skabet. Hvidt er slet ikke moderne mere!” Han rakte et mørkeblåt bælte til Jack og svansede videre i rækken.

Mørkeblåt bælte til Lucia

Kjolen sitrede ubehageligt mellem Jacks fingre. Bæltet lod han falde på gulvet så snart præsten havde vendt sig.

Jack så rundt og fandt Clara ved døren ind til sakristiet. Der var et hav af sludrende børn, henslængte bluser og væltede støvler imellem dem.

”Jeg vil ikke have den her dragt på!” hviskede han, da han endelig havde banet sig vej til hende. ”Den føles vildt ubehageligt. Det sitrer og prikker.”

Clara stoppede op og så bekymret på ham. Hun rakte ud efter stoffet i hans hænder.

”Jeg kan ikke mærke noget.” Hun rystede på hovedet.

Jack greb ud efter hendes kjole og slap den med det samme. Afsky stod malet i ansigtet.

”Jeg vil ikke have den på. Og du må heller ikke! Der er noget galt her!”

Clara sukkede dybt.

De smuttede uset ind i sakristiet. Fandt hurtigt de gamle kjoler og greb én hver, som de tog på. Snart var de tilbage og klar til at stille op i rækken. Clara var bagest, sammen med Mads og Jack lige foran, sammen med en pige fra klassen under. Jack kunne ikke huske hendes navn.

Først skulle de øve. Derefter ventede de i sakristiet, mens forældrene blev bænket. Så prædikede præsten, mens han tændte det tredje lys i adventskransen, og endelig blev det deres tur.

Luciaoptog på Lucia dag

Mørket var næsten faldet på, da Lucia-optoget sang de første sprøde strofer. Lysene kastede det smukkeste skær over de dueblå kjoler, og fik dem til at funkle i takt med de liflige toner. Selv Jack følte hjertet svulme af stolthed og glemte helt, at ingen af hans forældre var til stede. Thea sad med røde kinder og mobilen rettet mod ham.

De havde sunget hele sangen én gang og skulle til at starte forfra, da luciabruden drejede af og gik mod udgangen.

Hvad var nu meningen? De skulle da op til alteret og synge andre julesange.

Og hvad er det de synger? tænkte Jack. Det forekom ham, at andet vers var blevet sunget helt forkert. Melodien blev sunget i mol, så det lød som et sørgeoptog. Han forsøgte at holde trit med de andre, men han havde aldrig lært de mærkelige skridt. Han koncentrerede sig om at følge med og lytte, i stedet for at synge.

Nu bæres mørket frem

Stolt til din trone

Rundt om i hus og hjem

Sangen skal tone

Nu på Kalias-dag

Hilser vort vennelag

Santa Kalia, Santa Kalia

Børnenes stemmer blev med ét dunkle og rustne, og mindst halvdelen ramte ikke tonerne, men de sang ufortrødent videre, mens de stadig bare gik med de normale Lucia skridt.

Her ved vor offerfest

Sangen skal klinge

Blodet fra hver en gæst

Glad vil du bringe

Skænk os af lykkens væld

Li’e til vi si’r farvel

Santa Kalia, Santa Kalia

Han vendte sig. Clara gengældte hans undrende blik, mens Mads skrålede med for fuld hals. Hans grønne øjne var glasagtige og blikket stift rettet fremad.

”Hvad sker der?” hviskede Jack.

Clara trak på skuldrene, så så hun på Mads med rynkede bryn.

”Mads?” hviskede hun, men han fortsatte ufortrødent. Han var faretruende tæt på at støde ind i Jack, som opgav at følge rytmen og tog et par ekstra skridt.

* * *

Carl gled ind på sædet ved siden af Thea.

”Hej,” sagde han, ”hvordan går det?”

Thea vendte langsomt hovedet og stirrede op og ned ad ham, som var han en kakerlak.

”Tag det lige roligt.” Carl gav hende en albue i siden. ”Jeg bider altså ikke.”

Thea blinkede og trak vejret dybt.

”Jeg skal altså filme Lucia-optoget,” sagde hun. ”Mine forældre kommer ikke.”

”Det er det samme her.” Carl sank tilbage på bænken og så lige frem for sig. ”Alt muligt andet er pludselig blevet meget vigtigere for dem end os! Hvad fanden er det der sker?”

I det samme begyndte folk i kirken at synge: ”Vær velkommen Herrens år og velkommen her hid.” Der var ikke så mange forældre, som der burde være, flest bedsteforældre, større søskende og byens gamle. Kirken var langt fra fyldt op.

”Nåde være med jer og fred fra Gud vor far og herre Jesus Kristus, amen,” sagde præsten langsomt, da sangen var færdig. ”Lad os alle bede.” Han vendte sig og bøjede hovedet over alteret, mens han rablede en masse ord om frelse af sig.

Thea fæstnede øjnene på ham uden at høre efter.

”Har han ikke fået ny præstekrave?” hviskede Carl.

”Aner det ikke.” Thea trak på skuldrene.

”Jo, han har!” Carl vendte hovedet mod kusinen et øjeblik. ”Og præstekjolen! Den har samme farve som de nisser min far har købt.”

Lyset blev slukket i kirken og stilheden rungede et sekund. Så gik døren til sakristiet op og Luciaoptoget skred adstadigt ind medbringende sig julestemningen.

Thea rettede kameraet mod dem og tændte.

Hvad laver præsten? tænkte Carl, der stadig holdt øje med den høje mand.

Han stod med åben favn, som for at kalde alle sine børn til sig. Hovedet var bøjet og blikket vendt lige frem. Hans læber bevægede sig, som om han messede, men det var umuligt at høre hvad.

Hurtigt og lydløst sneg Carl sig ud fra kirkebænken og nærmere til alteret. Han krøb langs muren og dukkede i skjul bag den forreste bænk.

”Oh … kr … kali … na ….” Præstens stemme var næsten lydløs.

Carl vendte sit højre øre i retning mod alteret. Han lukkede øjnene, men kunne stadig ikke opfange de mærkelig ord. Han fandt mobilen frem og trykkede på en app. ‘Lytte Boost’ hed den vist. Han satte øreproppen i og straks gik præstens stemme klart og tydeligt igennem.

”Ohm Kreem Kalikayai Namaha,” gentog han igen og igen.

Lucia-sangen blev også forstærket. Det lød rædsomt og falsk. Carl rejste sig forsigtigt og kiggede efter optoget. Med glidende skridt var de på vej mod kirkens udgang. Han skyndte sig tilbage til Thea.

”Præsten messer en eller anden mærkelig remse.” Han gled ind på bænken og rakte en øreprop til kusinen. ”Hør engang.”

Thea lyttede. Uden et ord tastede hun noget på på sin mobil.

”Skulle du ikke filme?” spurgte Carl.

”Vil du ikke vide, hvad det betyder, det præsten messer?”

Carl gloede uforstående på Thea, der himlede med øjnene.

”Jeg har spurgt i mine SoMe-netværk, om nogen kender den remse.”

”SoMe?” Carl lignede et spørgsmålstegn.

Thea rystede langsomt på hovedet, samtidig kom der et lille pling fra mobilen. Hun klikkede, læste, skrev noget og læste igen. Så så hun frem for sig og bed sig i læben.

”Jeg tror, Jack har r…” Hun fangede en bevægelse ud af øjenkrogen.

Et vindstød slog indgangen op med et brag og Luciabørnene gik i uhyggelig procession ud i eftermiddagens mørke kulde.

Carl og Thea rejste sig og kastede et hurtigt blik rundt. Alle de voksne i kirken sad som forstenede og stirrede på præsten, som nu messede i et hørbart tonefald.

Lyset i Luciabrudens krone brændte med ekstra styrke på Lucia dag

Jack og Clara stod i døren. Begge stirrede de fortvivlet på deres forheksede venner. Jack æltede med desperate bevægelser begge sine kinder. Thea var hurtigt henne ved ham, men også hun blev lammet af synet at optoget.

Den kraftig vind greb fat i de lyseblå Lucia-kjoler og kastede med pigernes hår. Lysene i Luciabrudens krone og i børnenes hænder burde være blæst ud, men de brændte med ekstra styrke og fyldte luften med dansende skygger. Dybe lyde steg fra børnenes struber i en mystik kakofoni der skurrede i øregangene. Ingen ord kunne længere skelnes.

Med ét flængedes himlen af et blåt lyn og præstens stemme steg i styrke.

”Ohm Sri Maha Kalikayai Namaha.” De lyde han messede, ændrede sig en smule.

Det var for meget for Carl. Han masede sig forbi sin fætter og kusine, og ville være løbet op for at gribe fat i luciabruden. Men en isglat vandpyt på stien tacklede ham og sendte ham hovedkulds ind i julekrybben. Josef trimlede om og skubbede til hyrden, der ramte staldens væg med en øresønderrivende lyd, som et monster der brøler, hvæser og skriger på én og samme tid.

Carl løftede hovedet og betragtede – som i slowmotion – hvordan hyrdens hoved knækkede af, ramte en sten og splintredes.

”STOP! STOP!” Præstens stemme løftede sig over den uhyggelige lyd. ”Hvad laver i dog dér ude?” Han kom løbende og var nær gledet på samme måde som Carl, men nåede op foran optoget.

Børnene stoppede, blinkede og kiggede fortumlet rundt. Flere virrede med hovederne.

”Gudstjenesten er jo ikke færdig, kan I ikke huske hvad vi har øvet?” Præsten gennede alle ind kirken igen, som en hyrde genner sine får. Han stoppede op i døren og kløede sig på halsen. Med et snuptag trak han den lyseblå præstekrave af og smed den fra sig.

Resten af gudstjeneste foregik som planlagt.

Suppe til aftensmad på Lucia dag

De fire børn var blevet hentet af Rikke, Carls og Claras mor. Nu sad de omkring bordet hjemme i Rikkes køkken og spiste suppe, som hun havde taget op af fryseren.

“Tror I så på mig nu?” Jack kiggede rundt på de andre.

“Det var i hvert fald uhyggeligt!” Claras øjne var kuglerunde.

“Og vildt at præsten ligesom ikke lagde mærke til noget.” Carl havde samme udtryk som søsteren.

“Den dér remse han sagde.” Thea så rundt på de andre. “Den første: ‘Ohm Kreem Kalikayai Namaha’, det betyder noget i retningen af ‘Jeg påkalder dig Kali’.”

“Kali, hvem er Kali?” spurgte Clara.

“Kali er den hinduistiske dødsgudinde. Hun lever af tid, og så drikker hun blod.” De tre sidste ord sagde Thea med afsky malet i ansigtet.

”Hvor klamt!” udbrød Clara.

”Men hvad laver hun her?” Jack tippede skålen for at få det sidste suppe med.

”Der findes en kult, som tilbeder Kali. De tror, de skaber balance i verden ved at ofre mennesker. Måske er de kommet hertil, for at ofre os?” Thea så bange ud.

”En kult?” Carl gloede vantro på kusinen. ”Der er da ikke nogen kult her!”

”Det kan da godt være.” Thea vendte sig mod ham og slog ud med armene. ”Og hvis de har den rette kraft, kan de besætte nogen eller noget til at udføre det beskidte arbejde.”

”Ej, det lyder altså utroligt.” Clara brækkede et stykke flûte af og puttede det i munden.

”Ja, men der er mere mellem himmel og jord, end vi lige kan få øje på,” sagde Thea.

”Det tror du da ikke seriøst på, vel?” Carl krydsede armene over brystet.

Jack havde siddet og set fra den ene til den anden, mens de snakkede.

”Du så jo selv hvad der skete i kirken! Måske har hende Kali forhekset kjolerne?”

”JA!” Clara rejste sig. ”For vi to havde jo taget de gamle på og vi blev ikke forhekset.”

”Måske.” Carl kløede sig i håret. ”Men hvordan blev fortryllelsen brudt?”

Der var stille lidt, mens de sad og overvejede det.

”Måske var det fordi præsten gik væk fra alteret?” foreslog Clara.

”Eller fordi han smed den nye præstekrave?” Jack bed sig i læben.

”Nej, det var jo først bagefter.” Huskede Clara ham på.

”Nå, venner, er I færdige med at spise?” råbte Rikke inde fra kontoret. Hun kom ud i køkkenet. ”Så kører jeg jer hjem.”

”Hvornår kommer far hjem?” Carl så på sin mor.

“Ikke før i morgen. Der er så mange, det har bestilt nye møbler her inden jul, at han må tage nogle nætter til hjælp.” Rikke så på Carl. “Og han tjener jo gode penge på det.”

Blå nisser på trappen. Lucia dag

“Fuck!” Carl sparkede til en klump falsk sne, som vinden havde fejet sammen øverst på trappen. “Hvad skal man stille op mod en gudinde?” Han spyttede. Klatten lå på fliserne og lignede et sort endeløst hul. Findes hun overhovedet? tænkte han, og begravede hænderne i lommerne. Er det ikke bare noget nogen tror på? Hvad er en gudinde overhovedet? Blikket søgte ud over nissebyen og han sukkede. Men Jack har jo ret, der er ét eller andet i gang her. Det er garanteret derfor, de voksne ikke har tid. Hende dér Kali sluger tiden! Fuck! Fuck! Han drejede rundt og sparkede igen, men der var ikke mere sne på trappen, så hans fod ramte væggen – og lidt for hårdt.

“Av for fanden!” skreg han. “Pisse lorte-lort!” Han hylede og hoppede rundt på den anden fod, mens han råbte alle mulige bandeord. Rystede så benet og sparkede én gang til. Denne gang sendte han den ene af de blå nisser ned ad trappen.

”Shit!” Han stoppede op, så efter den og bed sig i læben.

Det var som om lyden af selve livet blev suget ind i den faldende nisse. Den drejede rundt i faldet og Carl ville sværge på at dens øjne lyste rødt. Så ramte den fliserne, og gik i tusinde stykker.

Gruset knasede, da Rikkes bil drejede ind i indkørslen og stoppede med et hvin. Døren fløj op og hun kom løbende ud.

”Hvad sker der?” Hun kiggede på sin søn, som genkendte hun ham ikke.

”Øh …” Carl stirrede lamslået på skårene. De lignede nu almindelige hvide porcelænsskår.

”Åh gud!” Rikke spærrede øjnene op og slog hånden for munden.

”Undskyld!” mumlede Carl og så ned. ”Jeg kom til at smadre fars nis…”

”Jeg har hverken bestilt and eller købt julegaver eller bagt småkager eller …” fortsatte hun. Så virrede hun med hovedet og trak ham ind i en omfavnelse. ”Det er mig der undskylder. Jeg har haft så travlt med mit arbejde, at jeg slet ikke har været opmærksom på jer.” Hun holdt ham ud fra sig. ”Kan du tilgive mig?”

”Selvfølgelig mor.” Han gav hende et kram.

”Jeg bliver nødt til at få styr på julen.” Hun gjorde sig fri og og mumlede: ”Man skulle næsten tro, at nogen har spist al min tid her i december.” Så trak hun vejret dybt og kiggede ham i øjnene. ”Jeg tager fri resten af måneden, så skal jeg nok nå det.”

”Du må sige til, hvis der er noget vi kan hjælpe med.” Carl smilede.

”Jeg laver lige en liste.” Så forsvandt hun ind i huset.

Himlen lystes op med et uhyggeligt skær.

Carl satte sig på hug og samlede et skår op fra den smadrede nisse. Det var ganske almindeligt porcelæn. Han granskede den anden figur med let sammenknebne øjne og hovedet på skrå. Så gav han den et hårdt drag over nakken.

Et trin ad gangen faldt den, mens hvert slag rungede i den stille aften og fik jorden til at skælve. Da den ramte flisegangen, lystes himlen op med et uhyggeligt skær og sugede lyden væk fra verden i et vildt skrig, som på én og samme tid ikke var der, og samtidig hev og sled hans sjæl.

Fortsættes …

Har du læst første afsnit? Ellers kan du klikke lige her

Vil du læse andet afsnit, skal du klikke her

Alt kan ske når det er jul * 3
error

Følg mig på Facebook og Instagram