Nissebiblioteket

 

robinhue en ualmindelig lille størrelse

Resumé fra 1. søndag i advent:

Robinhue er en 198 år ung bynisse i København, han bor på et loft på Gammel Kalkbrænderivej. Hans venner er en lille dueflok, som bor i den modsatte ende af samme loft.

Sidste søndag fik han et brev fra Julemanden med en mission, og nu er han taget ind til Nissebiblioteket, for at finde ud af hvad en Gammelkalk er. Historien sluttede netop som han sprang ud fra kanten af taget, og faldt som en snebold mod jorden…

 

 2. søndag i Advent

Årh, I dumme duer, hvornår lærer I det! ”BIRG GIM!” råbte han.

Endelig dykkede Danser ned efter ham. Robinhue pustede ud, tog godt fat i duens nakkefjer og hviskede den i øret. Den slog et ekstra slag med vingerne, før den vendte sig og fløj ind mod centrum.

 

bibliotekar nissen Olde

”Goddag Olde.” Robinhue stod i et ovalt glughul i væggen ind til et kolonormt rum, med tusindvis af bogreoler fyldt med millionvis af bøger.

En ældgammel nisse med små runde briller kiggede op fra en tyk bog, ”Gu’daw’ knejt.” Han sad bag et tungt skrivebord, overstrøet med bøger i en størrelse, som passede til en nisse.

Nissebiblioteket lå ovenpå de meget høje reoler på Det Kongelige Bibliotek.

Olde var et helt hoved højere end Robinhue og altså 15 cm høj. Hans næse var lang og tynd, huden krøllet af rynker, og et langt hvidt skæg dækkede hans magre krop.

”Wha’ ve’ do vide idaw?” den gamles stemme var mørk og rusten, som blev den aldrig brugt.

”Øhh,” Robinhue havde lidt svært ved at forstå den gamle nisse, han snakkede så mærkeligt, ”altså, hvad jeg gerne vil vide?”

”Ah’,” den gamle så med halvt lukkede øjne på den unge nisse.

”Jeg har fået brev fra julemanden, og en mission.” Robinhue skød brystet frem.

”Tilløk mæ’ed,” Olde blinkede sløvt.

”Jeg ved bare ikke, hvad det er jeg skal finde,” Robinhue sank sammen i skuldrene og trak brynene sammen, ”måske kan du hjælpe mig?”

”Wha’ taler du om?” den gamle trak vejret dybt.

”Ved du hvad en Gammelkalk er?”

”De we’ i whe’ tosk da!”

Robinhue så væk, han fattede ikke en lyd af hvad den gamle sagde.

Olde sukkede dybt, så rejste han sig langsomt og gik hen til en reol, der stod tæt på hyldens kant. Han fremdrog en tyk gammel bog, og bar den hen og lagde den på skrivebordet.

Robinhue gik nysgerrigt nærmere.

”Julemandens værkstedsbog. Hvad, hvorfor og hvordan,” læste han.

Den gamle slog op midt i bogen, bladrede et par sider og pegede, mens han brummede noget uforståeligt.

 

julemandens gammelkalk

Robinhue’s øjne faldt på et smukt bæger, tilsyneladende lavet af glas, som skinnede i alle regnbuens farver.

”Er Gammelkalken et glas?” Han kiggede forundret på Olde.

”E’ bæger som Julemanden drikker aw nå’ han ska’ bliw usynlig.” Olde pegede på teksten i bogen, da han så den unge nisses uforstående blik. Robinhue læste:

”Når julemanden drikker af Gammelkalken, bliver han usynlig og kan flyve uset rundt i større byer.” han så på Olde med hovedet på skrå, ”Men hvorfor drikker han ikke bare hjemmefra, så behøver han jo ikke have den med?”

”Læs!” bjæffede den gamle.

”Julemanden må løbende drikke af bægeret, for at virkningen skal holde på hele turen.” Han kiggede op på den gamle, ”Hvorfor sagde du ikke bare dét!”

”Då ka ett fo’sto mæ,” han satte sig tilbage på stolen.

”Hm,” Robinhue så frem for sig, ”hvor tror du julemanden har glemt den?” Han spærrede øjnene op og stirrede forfærdet på Olde, ”jeg håber da ikke han har tabt den, så er den nok gået i tusinde stykker!”

bøger fra nissebiblioteket

”Så no’t ka’ Julemanden mærk’.” Han løftede hånden og pegede over mod en reol i den anden ende af hylden, ”Se a’ ruteplan fra sist’ år!”

 

Reolen var fyldt med bøger sorteret i årstal. Robinhue fandt hurtigt den rigtige, satte sig i skrædderstilling på gulvet, og slog op på bageste side. Det tog ham ikke længe, at finde ud af hvor julemandens sidste stop havde været. Han klappede bogen sammen, så støvet stod omkring ham som en sky.

”Jeg smutter!” bogen lå på gulvet hvor han havde siddet.

”Hov-hov, ett’ så horti,” bjæffede Olde, ”trower du bowen sæl’ fe’jer op ‘å æ hyld’?”

 

Robinhue stod på taget af biblioteket. Han kiggede efter duerne.

De plejer at vente på mig, han skuede ud over pladsen.

En mor med sin søn og datter sad på bænkene foran Vor Frue Kirke, på den modsatte side af pladsen.

”Moar, jeg fryser,” drengen var den mindste. ”og jeg har ondt i maven af sult.”

”Hvornår kommer far tilbage?” pigen så med bedende øjne på sin mor.

”Han kommer ikke,” kvinden aede datteren over håret, ”vi må klare os selv.”

”Kan vi ikke købe en pølse?”

”Hvor skal vi sove i nat?”

Moren sukkede dybt, ”Luk øjnene og lad mig tænke mig om, måske finder jeg på noget.”

Sikke en sørgelig skæbne, tænkte Robinhue, han kunne ikke få øjnene fra den smukke kvinde, hvis hun var min kone, skulle jeg nok tage mig godt af hende. Herfra hvor han stod, så hun så lille ud, at han kunne forestille sig, de var samme størrelse. Jeg må hjælpe dem! Han lukkede øjnene og snusede op i luften. Den lille næse opfangede straks lugten fra køkkenet på ”Restaurant Den Sjove Gris”, hvor der blev holdt julefrokoster i stor stil. Jeg forstår ikke den skik, med at overspise i julen. De skulle hellere dele maden så alle bliver mætte! Han åbnede øjnene, greb om sin huekvast, trak vejret dybt, og hviskede:

”LED NEDAM DU LIT ED RED TETNI RAH.”

Straks stod et fad fyldt med julefrokost-retter foran den fattige familie.

”MOR – se!” Drengen havde ikke kunne holde øjnene lukkede, da han duftede de lækre sager.

”Jeg sagde jo, jeg nok skulle finde på noget,” kvinden kiggede dog undrende rundt, for at se hvem der havde hjulpet dem. Men Robinhue sad allerede på ryggen af Sprinter, på vej over byens tage.

vandrefalk jager Robinhue og dueflok

”Ru, ruuu-ru, ru, ru! Ru, ruuu-ru, ru, ru!” kurrede Lyn og Torden vildt og hurtigt i munden på hinanden.

”Hvor?” Robinhue vendte sig. Langt bagude så han en sort silhuet mod den mørknende himmel, ”En rovfugl!” Duerne accelererede til fuld hastighed, men det var for langsomt og rovfuglen kom hurtigt nærmere. Robinhue lagde sig frem over Sprinters hals og klamrede sig til nakkefjerene. Vinden peb i ørerne, men hjertet bankede så hurtigt, at han ikke mærkede den kolde luft.

Åhh, det er enhver bynisses mareridt, han kneb øjnene i, bare vi når det! Han løftede kroppen lidt og tittede forsigtigt ned. Under sig så han Sortedamssøen. Så var der ikke langt igen. Han kastede et blik bagud. En vandrefalk! Han vendte sig og gemte ansigtet i duens nakkefjer.

Nu fløj de over taget. Dueflokken dykkede ind i dueslaget, men ikke Sprinter, den skulle aflevere nissen på hans loft.

”Nej Sprinter, vi når det ikke!”

Falkens styrtdyk hylede for hans ører. Lyden frøs hans blod til is. En mørk skygge faldt over ham.

 

– fortsættes…

 

Du kan læse første afsnit i Mysteriet om den forsvunde Gammelkalk her:

http://gryoustrup.dk/mysteriet-om-den-forsvundne-gammelkalk/

Del og følg mig her:
Mysteriet om den forsvundne Gammelkalk 2

Følg mig på Facebook og Instagram