Alt på rette plads
Resumé fra 3.søndag i advent:
Hos slotsnisserne på Amalienborg fik Robinhue et tip, som førte ham til Rosenborg. Her fandt han Gammelkalken. Hjemme lå det en støvle i vejen. Han ville smide støvlen ud, men blev hvirvlet op i luften og bort…
4.søndag i Advent
Robinhue hvirvlede gennem luften i en susende fart. Temperaturen faldt til langt under frysepunktet. Han mærkede duen skælve ved sin side.
”Rolig, det skal nok gå,” han var usikker på, hvem han havde fået fat i, lyset flimrede i et virvar af farver, ”hvad end der sker, så passer jeg på dig!” Han ville gerne have holdt om duen, men risikerede at ramme den med støvlen, der stadig sad fast på den anden hånd.
Med et hårdt stød ramte hans fødder jorden, og han blev straks mejet ned af duen, der landede ovenpå ham. Støvlens snude borede sig ind i hans side.
”Rudolf!” Møjsommeligt skubbede han den hvide due til side, men holdt stadig fast i den. Luften var tyk af tåge og han var bange for at miste fuglen af syne, hvis den kom mere end en armslængde fra ham, ”Er du okay?”
”Ru, ruuu-ru, ru, ruh.” Rudolf plirrede med de røde øjne og baskede vingerne på plads.
”Hvor er vi?” Robinhue kneb øjnene sammen og forsøgte at se gennem tågen, men det var som om de befandt sig midt inde i en sky, ”jeg kan ikke se en bjælde.”
”Ru, ruuu-ru, ru, ruh. Ru, ruuu-ru, ru, ruh,” duen vippede med næbbet, som pegede den fremad og Robinhue fulgte dens blik.
”Ah dine øjne,” han så de lange røde streger, der som søgelys oplyste tågen, ”du kan lyse for mig!” Han vendte sig og faldt duen om halsen, ”Hvor er jeg glad for, at du kom med mig, Rudolf! For vi er da ikke på taget derhjemme.” Han vendte sig igen, ”Skal vi prøve at gå dén vej?”
De kom lidt efter til en klynge huse midt i den snedækkede ødemark.
”Juleland!” smilede Robinhue. Her havde han ikke været, siden han flyttede til København med sine forældre som en 162-årig teenager-nisse. Rudolfs øjne lyste vejene op og de kiggede sig nysgerrigt omkring. Det hele så ud som nissen huskede.
”Det er denne vej til Julemanden,” han styrede duen mod et stort hus i midten af en plads omgivet af snemænd og juletræer, men stoppede op og greb sig til lommen, ”Heldig – den er der endnu!”
”Du skulle ikke have kæmpet imod,” Julemanden var væsentlig større end Robinhue, men i Juleland dog ikke så stor som et menneske, ”hvis du bare havde ladet dig føre med, så var du dumpet lige ned i den lænestol, du nu sidder i!”
”Jeg fandt heldigvis frem, takket være Rudolf!” Robinhue kiggede over mod rensdyrstalden, hvor duen havde fået en plads og noget korn ”Hvad var det for en mærkelig støvle?”
”En transitnøgle,” Julemanden holdt sig på sin store mave og blinkede, ”hvis du havde læst Harry Potter, ville du vide alt muligt om magiske genstande.”
”Nej,” Robinhue bed sig i underlæben, ”jeg får ikke læst så meget.”
”Nok om dét.” Julemanden trak vejret dybt, ”Du har fundet min uundværlige magiske genstand, nu fik du den vel med?”
”Ja,” Robinhue rejste sig, trak Gammelkalken om af lommen.
Det lille glas blev næsten væk i Julemandens næve.
”Så smuk som altid,” han lagde den anden hånd over glasset, der straks voksede. Begge mænd stirrede betaget på de funklende farver, der dansede fra Gammelkalken.
Efter en tid, så Julemanden op, ”Jeg ved nok hvad du ønsker dig til gengæld,” han lagde hovedet på skrå med et lumsk blik i øjnene, ”men – det er ikke helt op til mig at give dig. Du må spørge hende selv!”
”Er Filomentina her?”
”Hendes far er formand for legetøjsfabrikken og pigen hjælper til,” han vinkede med øjenbrynene.
Robinhue bankede på døren til et hus prydet med blinkende julelys.
Straks blev der åbnet af en slank nisse, med jordbærmund og hår i samme farve som en smørklat.
”Hej!” sagde hun åndeløst og smilede genert, men også lidt frækt. De blå øjne funklende som safirer.
Robinhue mærkede en rislen i kroppen og helt ned i træskoene. Luften var som fyldt af solskin og duft, som om små engle dansede rundt og stænkede rosenvand, og hans hjerte galopperede af sted .
”Hej!”
”Lad dog ikke din gæst stå ude i kulden, Filomentina,” en trind nissekone skubbede datteren til side og rakte hånden frem, ”kom indenfor, Robinhue!” Hun lignede en ældre og væsentligt tykkere udgave af Filomentina.
”Jeg kan forstå, at I to har set lidt til hinanden de sidste par dage?” Nissefar sad for enden af det store spisebord, hvor hele familien sad bænket.
”Far,” Filomentina’s øjne skød gnister, ”du kan da godt huske Robinhue, fra da vi var små!”
”Joh jah,” han kradsede sit krøllede skæg, ”men det er mange år siden, vi har set dig på disse kanter,” han pressede læberne sammen.
”Din sure gamle knark,” Nissemor slog armene om sin mands skuldre, ”kan du ikke se, at din datter er forelsket?” hendes øjne lyste om kap med datterens.
”Jo, og det huer mig ikke,” han skulede ud under sænkede øjenbryn, ”hun vil vel både flytte hjemmefra og alt muligt!”
Der blev stille i stuen. Robinhues blik flakkede skiftevis fra Nissefars skulende glugger til Nissemors smilende ansigt. Tilsidst fald det til hvile i Filomentina’s tindrende øjne. Han faldt ned på det ene knæ og rakte hånden frem.
”Vil du…” han rømmede sig, ”du Filomentina, gifte dig med mig?” munden var tør som en ældgammel pebernød.
”JA!” Filomentina kastede sig om halsen på Robinhue og kyssede ham på næsen.
”Hov hov,” Nissefar dunkede sin knyttede hånd i bordet, ”slå lige is i blodet!”
I det samme bankede det på døren og Julemanden trådte ind.
”Goddag i stuen,” han stampede støvlerne fri for sne, inden han trådte indenfor, ”Jeg har besluttet, at du skal opbevare denne her for mig,” han stillede en skrin på bordet foran Robinhue.
Alle nisserne stirrede beundrende på Gammelkalken, som blinkede mod dem fra sit leje af pels inde fra skrinet.
”Så henter jeg den, inden jeg skal dele gaver ud til børnene i København,” Julemanden så smilende rundt, ”på den måde kommer jeg forbi og ser til jer hvert år.”
Nissefar løftede brynene og nikkede let.
Det forelskede nissepar drog med Julemanden og rensdyrene til København.
”Næste stop er turtelduernes loft,” Julemanden standsede kanen på taget af huset på Gammel kalkbrænderi vej, ”ho hoo, jeg henter Gammelkalken igen til næste år.”
Nisserne hoppede ud og rensdyrene satte straks af sted igen.
”Ru, ruuu-ru, ru, ruh. Ru, ruuu-ru, ru, ruh.” En velkomstkomité af fjer flaksede dem i møde.
”Filomentina, mød mine venner,” alle duerne fik et kram og han præsenterede dem én efter én, ”Her er Komet, Amor, Danser, Sprinter, Lyn og Torden og Rudolf blev jo i Juleland.”
”Hvad hedder de to?” Filomentina vendte sig mod lemmen til dueslaget, hvor to små duer trykkede sig mod hinanden. Hun gik forsigtigt derhen.
”Hvor er du smuk,” Hun strakte hånden ud mod en hvid due, som kiggede på hende med nysgerrige blå øjne. ”Se, det ligner den har halskæde på,” hun aede en ring af sølvgrå fjer omkring duens hals. ”Du må være Smukke!”
”Så må den anden være Konge,” Robinhue kløede smilende den kobberrøde ungfugl over næbbet, ”så har vi et fuldtalligt due-spand.”
”Og nu vil jeg se min seng!” Filomentina smilede frækt til sin elskede.
Robinhue’s loft var ikke længere en ungkarle-hybel, men en anstændig bolig for et forelsket par. Karlekammer-sengen var skiftet ud med en bred dobbeltseng, der var et spisebord med seks stole, en hjørnesofa foran en bogreol fyldt med bøger og en ekstra stor lænestol.
”Julemanden sagde godt nok, han havde en overraskelse til mig,” Robinhue så overrasket rundt, ”men jeg havde ikke forestillet mig, at det var nye møbler.” Han gik hen til den varme kamin og trak noget op af lommen, ”her skal Gammelkalken stå!”
”Det er fantastisk!” Filomentina trak Robinhue med hen på sengen, ”Og her er god plads til nissebørn!” Hun kyssede ham, denne gang på munden.
– Slut.
Glædelig jul!
Du kan læse tidligere afsnit i Mysteriet om den forsvunde Gammelkalk her:
