Mysteriet om den forsvundne Gammelkalk 1

Missionen

 

1. søndag i advent

”Ru, ruuu-ru, ru, ru. Ru, ruuu-ru, ru, ru.” En stor og kulsort due kurrede på tagryggen. Den missede mod solen, der netop kastede sine første stråler op over horisonten og fik de rimdækkede hustage til at gløde.

Robinhue åbnede øjnene på klem og gabte.

”Ru, ruuu-ru, ru, ru. Ru, ruuu-ru, ru, ru. Ru, ruuu-ru, ru, ru!” Man hørte tydeligt fuglekløer trippe hen over tagets plader oven over den lille seng på loftet.

”Ja-ja, jeg er oppe!” Den lille mand satte sig op i sengen og kradsede sig på maven, på de glatte kinder og i de lyse krøller. Så stak han fødderne i de små træsko, rejste sig og strakte sig så lang han var.

 

Han var en ualmindelig lille størrelse. Ikke mere end tolv en halv cm og det var ganske lille for en nisse, der snart var gammel nok til at stifte familie.

Han gik hen til kakkelovnen, bøjede sig ned for at åbne lugen og stivnede med hånden på håndtaget.

  Hvad er nu det? Med vibrerende næsebor, hovedet på skrå og let sammenknebne øjne stirrede han frem for sig. Han rejste sig langsomt, og gik hen og åbnede det skrå vindue.

Et lille vindpust bragte en hel speciel duft med sig, som blødte hans trætte ansigt op i et strålende smil.

”JUL!” Han vendte sig og tog et par dansetrin, ”Det er julen der kommer!” han styrtede hen til kalenderen på væggen. Rev den forreste side af og beundrede det store ét-tal, der strålede ham i møde, ”December,” endnu et par snurrende dansetrin bragte ham hen til knagen, hvor han greb den røde hue og trak den godt ned over ørerne, ”den bedste tid på året!”

”Ru, ruuu-ru, ru, ru. Ru, ruuu-ru, ru, ru.” kurrede det igen fra tagryggen.

Ind ad vinduet hvirvlede nu et lille væld af snefnug, der lagde sig til rette i en bunke på gulvet foran Robinhue. Øverst i bunken glimtede et brev rullet sammen og omviklet med et stykke guldfarvet bast-snor.

”Brev fra Julemanden,” Robinhue spærrede øjnene op, ”til mig?”

    Kære Robinhue

    Jeg er kommet i en frygtelig knibe og har brug for din hjælp.

    Min Gammelkalk er forsvundet og uden den, kan jeg ikke bringe

    julegaver ud til børnene i København. Det vil være en katastrofe!

    Jeg tror jeg har glemt den eller måske tabt den, da jeg sidst var der.

    Jeg vil bede dig om at finde den for mig.

    Mange glædelige juleønsker,

    Julemanden

 

”Julemandens Gammelkalk?” Robinhue rynkede øjenbrynene og lagde hovedet på skrå, Hvad er det? Han hentede den blå kande, der dampede på kakkelovnen, og skænkede sig en kop. Med dybe furer i panden stirrede han på brevet, mens han slubrede den varme kaffe i sig.

”Ru, ruuu-ru, ru, ru. Ru, ruuu-ru, ru, ru.” En hvid due pikkede på vinduet. Den strakte halsen, og flaprede en gang med de snehvide vinger. Øjnene var røde og plirrede nysgerrigt mod nissen.

”Godmorgen, Rudolf!” Robinhue tog en tyk skive af sit morgenbrød og gik hen til vinduet, ”Mon du kan fortælle hvad Julemandens Gammelkalk er?”

Duen snuppede brødkrummen og fløj straks op på tagryggen igen.

 

”Kalk? Gammelkalk?” Han stirrede eftertænksomt ud på himlen, Kalk er i vandet og stopper vandhanerne. Er det mon så’noget? Han sukkede dybt og gik tilbage til sin kaffe. Stirrede ned i den sorte væske, der duftede af hygge, og fik ham til at huske på de gange han ganske uset havde stået under juletræerne, der blev solgt på gaden.

”Gaden hvor jeg bor,” han sprang op, ”den hedder jo Gammel Kalkbrænderi Vej!” Med stor ildhu trak han skamlen hen til vinduet. Men satte sig straks efter ned på den med ludende skuldre, Nej, det bringer mig jo ikke et vingeslag nærmere. Dén gade er opkaldt efter et kalkbrænderi, hvor man i gamle dage brændte kalken så man kunne bruge den til at bygge med! Han støttede albuen på knæet og lagde hagen i hånden. Bare jeg havde haft en kone, som jeg kunne spørge til råds! Længe sad han sådan og stirrede frem for sig. Han følte sig ensom.

  Jeg må ind på Nissebiblioteket, Olde kan sikkert fortælle mig hvad Gammelkalken er. Robinhue var ikke ret gammel, kun 198 år, så han måtte tit spørge de ældre nisser til råds. Han rejste sig, hentede en stor sæk korn fra fadeburet og bugserede den foran sig op ad stigen, der førte helt op på den flade del af taget.

”Ru, ruuu-ru, ru, ru. Ru, ruuu-ru, ru, ru. Ru, ruuu-ru, ru, ru.” En lille flok duer kurrede ham i møde. De boede i et dueslag i et loftrum i den anden ende af bygningen. Robinhue vidste, at der var en mand, der gjorde rent i dueslaget og kælede med duerne, men manden vidste heldigvis ikke noget om nissen.

Robinhue håndfodrede duerne. Der var syv og han havde opkaldt dem efter julemandens rensdyr.

Den sorte utålmodige med det brede bryst kaldte han Danser.

Der var Amor, som var rustbrun og brugte enhver mulighed for at nette sig.

Sprinter kunne flyve afsindigt hurtigt, den lignede en pil med sine stålgrå fjer.

Lyn og Torden var to identiske duer som altid fulgtes ad, og hvis fjer var hvide og sorte i et virvar, som fik én til at tænke på en snestorm om natten.

Komet var grå og pustede altid sit bryst op, så det lyste lilla, mens han dansede op ad de andre.

Og så selvfølgelig Rudolf med de røde øjne. Den var albino.

  Jeg ved godt, at Julemanden har otte rensdyr og at Rudolf ikke er ét af dem! han dryssede de sidste korn ud, lavede en finurlig bevægelse med håndleddet og sækken forsvandt. Mens duerne pikkede de sidste korn i sig,  betragtede han dem. Så vendte han sig og stirrede ned på gaden, hvor folk var på vej til arbejde, skole og børnehave. Selvom de var meget større end ham, lignede de alligevel små myrer på den afstand.

I næste nu løb han ind mellem duerne, bredte armene ud og kastede sig ud fra kanten af taget, alt imens han skrålede:

”VÆVS DEM NEDNIV VÆVS DEM GIM!” Han vendte næsen fremad, ”ai ai ai ai,” jublede han, mens duerne flaksede omkring ham i et virvar af fjer og næb. Kulden prikkede i kinderne og gjorde luften klar, det gav et godt overblik over folkene på gaden. Langsomt mærkede han tyngdekraften trække ham mod jorden. Som en snebold susede han hurtigere og hurtigere nedad mod den hårde vej, mens vinden peb i ørerne.

 

-fortsættes…