På slottet
Resumé fra 2. søndag i Advent:
På nissebiblioteket fandt Robinhue ud af, at Gammelkalken er et bæger, som julemanden drikker af for at blive usynlig. Samt hvor den måske kan være. I bedste Robinhood-stil tog han noget fra de rige og gav til de fattige, nemlig julemad. På vejen hjem blev han og duerne jagtet af en vandrefalk.
3. søndag i Advent
Robinhue vristede sin ene hånd løs fra grebet i Sprinters fjer. Han famlede efter huen. Fulgte med valne fingre pulden og spidsen, der mundede ud i kvasten.
”TED REDLÆG TIM VIL!” han knugede kvasten hårdt i hånden. Han var nær faldet af, da duens hastighed med ét steg til det tre-dobbelte, og de tumlede ind ad det åbne vindue. Duen bremsede så hårdt op, at Robinhue blev kastet hovedkulds over dens nakke. Han landede på ryggen i sin seng. Rejste sig og løb tilbage og smækkede vinduet i. Falken var ingen steder at se.
”Pu-ha,” han satte sig på skamlen med et bump, ”det var tæt på!”
Sprinter lå på ryggen, hvor den var landet. Robinhue gik hen og aede den på siden af hovedet.
”Er du okay, gamle dreng?”
”Ru, ruuu-ru, ru, ruh.” hvis duer kan hviske, var det alt hvad Sprinter kunne klare.
”Du vil nok hjem til din flok,” Robinhue hentede en underkop og hældte vand i den. Efter en rum tid, vendte duen sig, drak lidt vand og nissen åbnede vinduet, så den kunne komme ud. Først greb han fat om dens hals og gav den et kram.
”Tak Sprinter, du reddede mit liv!”
Hvor var det voldsomt!! Heldigt jeg landende her. Han vendte sig i sengen og kiggede op i loftspærene, Tænk hvis jeg var blevet lam, hvem skulle så finde Gammelkalken og bringe den til julemanden? Han forestillede sig glasset han havde set i bogen. Så fortryllende at se på! Næsten lige så smuk som Filomentina, et dybt suk undslap den trætte nisse, hænderne blev foldet bag nakken og blikket vendt mod himlen udenfor det skrå vindue. Filomentina, mon du drømmer om mig, som jeg tænker på dig? Han huskede da de var små. Al den ballade de to havde lavet i Juleland. Dengang vi pyntede julemandens kane med alle nissesokkerne, et stort smil bredte sig på læberne, eller da vi fyldte julemandens støvler med pebernødder. Åh det var en fest!
Søvnen indfandt sig efterhånden og gav ham dejlige drømme.
Næste dag.
Robinhue stod på altanen og kiggede nysgerrigt ind.
”Hvem er du, hvad vil du her?” En slank nissekone blokerede døren, eller måske skal vi kalde hende en nissedame. Hendes røde silkekjole sad stramt på overdelen, skørtet struttede en smule, inden den faldt i bløde kurver helt ned til gulvet. Hendes hår var kunstfærdig opsat og en ganske lille nissehuen var fæstnet til fisuren med et rubinspænde.
”Øh dav, jeg hedder Robinhue.”
”Robinhue!” Nissedamen spærrede øjnene op og snerpede munden sammen, ”Er du kommet for at stjæle?”
”Jeg er ude for at lede efter julemandens Gammelkalk,” Robinhue kiggede forbi damen ind gennem vinduerne i døren, ”jeg tror han har glemt den her sidste år.”
”Nåe. Hvorfor så det?”
”Det er Kronprinse-familiens slot, ikk’? ” han vendte opmærksomheden mod nissedamen.
”Jovist.”
”Så var det her Julemandens sluttede turen, inden han tog hjem sidste år.”
”Nå,” Nissedamen gav ham elevatorblikket, ”men den er jo ligesom ikke her, vel.”
”Må jeg komme ind og se efter?
”Nej, det ved Gud du ikke må!” damen fortrak ansigtet, som havde hun spist en skefuld sur risengrød, ”Hvis den var her, så havde vi jo nok fundet den og sendt bud til Julemanden. Vi er fire nisser her.”
”Okay. Mon du så kan fortælle mig, hvor den ellers kan være?”
”Nej! Det ved jeg virkeligt ikke!” nissedamen så ud til at ville lukke døren, da en fornem nisseherre, i rødt jakkesæt med kanter af hvid minkpels på revers og lommer, kom frem bag hende. Hans nissehue var den gammeldags type, der stod lige op i luften og med en sølvbjælde i stedet for en kvast.
”Måske er den blevet placeret ovre på Rosenborg,” hans stemme var dyb som bjørns, ”for den er så smuk, at den sagtens kunne være en kronjuvel.”
”Ja, du siger noget, Lillefar,” hun klappede nissemanden på brystet, inden hun vendte sig mod Robinhue og bjæffede ”Gå du derover og kig. Hej hej!” og så smækkede hun ellers døren i.
Robinhue kløede Amor under hagen, ”Nå gamle jas, så må vi heller tage et smut forbi Rosenborg.” Han klatrede op og duerne fløj i smuk formation op over slottets tag.
De havde hurtigt tilbagelagt den korte distance til Rosenborg, der stod som en smuk perle med det irgrønne kobbertag midt i Kogens Have.
Her var mange smukke ting, men nissen havde kun øje for én. Han fandt den i det bageste rum i kælderen – skatkammeret. Sikret i en montre side om side med adskillelige genstande af guld. Han snoede langsomt nissehuens kvast omkring højre pegefinger og i næste nu stod han inde i montren, ved siden af Gammelkalken. Med åben mund lagde han hovedet tilbage og stirrede op.
Diamant, den var langt smukkere i virkeligheden end på billedet i bogen, den funkler som en diamant.
Med et kast med armen sendte han hue-kvasten op i luften og satte huen i svingninger. Den hvirvlede hurtigere og hurtigere rundt, mens den langsomt bevægede sig hen over kalken, som skrumpede og blev mindre og mindre. Til sidst faldt huen ned over den nu lille bitte Gammelkalk.
Sådan skal det gøres. Robinhue smilede og tog sin nissehue på. Han samlede kalken op, den lignede nu et miniature snapseglas, og puttede den i bukselommen.
Vel hjemme landede fuglene på det rimdækkede tag.
”Vi tager af sted til Juleland i morgentidlig,” Robinhue hoppede ned.
Der lå en gammel slidt støvle i nissestørrelse foran stigen, Hvor kommer dén fra? Han kiggede op, men himlen over ham var tom og mørk. Nå, men den skal da ikke ligge her og flyde, han bøjede sig for at samle den op. I samme sekund hans fingre ramte læderet, mærkede han et sug i navlen og et skub, som blev han slynget af sted af et vindstød. Han forsøgte at give slip, men støvlen sad som limet fast til hans hånd. Febrilsk greb han ud efter noget at holde fast i og fangede nogle bløde fjer, som han klamrede sig til. Alligevel blev han hvirvlet op i luften i rasende fart.
Fortsættes…
Du kan læse tidligere afsnit i Mysteriet om den forsvunde Gammelkalk her:
